Shawn Moran

Shawn Moran 19/11-1961 Lakewood, Californien 74 løb for det amerikanske landshold med to VM-titler i 1982 + 1990 Startede med at køre speedway netop i Californien tilbage i 1978, da den amerikanske sæson begyndte. Selvfølgelig på den lille og populære Costa Mesa bane, hvor mange af dem startede deres karriere, men blandt andet også på Ascot half-mile (800 m.) banen, hvilket var medvirkende til, at han var god på langbanerne her i Europa, hvor han blev verdensmester i 1983 i Marianske Lazne, i det daværende Tjekkoslovakiet. Den sejr blev hentet med 2 stålstænger i benet, efter et styrt 5 uger før finalen. Hans bror Kelly Moran (RIP) startede i den engelske liga for HULL VIKINGS samme år (1978), og allerede året efter, hev samme promoter Shawn derover også, selvom han ikke var gammel nok endnu til at få et internationalt licens. Men det var der råd for, så han kaldte sig for DAVID EAST, og kørte sidste del af sæsonen 1979, med den identitet. Han røg videre til Sheffield i 1980, og så begyndte det at gå stærkt for ham og han vinder i 1981 EM U21 finalen med max. 15 p også i tjekkoslovakiske Slany. (Selvom det var et europæisk mesterskab, kørte både amerikanere og australiere med. I 1988 blev det ophøjet til verdensmesterskabet) Han kørte 3 individuelle VM-finaler, i 1984 og 1985, hvilket også var året, hvor han endte som nr.4 på snitlisten over British League, som var den absolut stærkeste på daværende tidspunkt, med 10,65 i snit efter Hans Nielsen, Erik Gundersen og Tommy Knudsen. Hans sidste vm-finale i 1990, vender jeg tilbage til. Gennem årerne oparbejdede de populære og elskelige Moran-brødre et ry som “festaber” og det blev desværre tydeligt herhjemme også, hvilket kom til fuld skue en forårsdag i Maj 1989 på Korskrobanen. Her skulle Shawn kører en vm-kvartfinale på langbane søndag d.14 Hans lørdag aften blev ikke brugt på opladning, men i stedet en nat i bylivet. Han ankom tæt på starten af 1. heat, hvilket han skulle deltage i, med røde øjne og nok ikke den bedste ånde. Han hoppede fra taxa’en og direkte over i læderdragten, og gik så ud og skød den af og vandt heatet (mener der var snak om banerekord også, men kan have husket forkert) I hans andet heat blev han nr. 5, og derefter blev der foretaget to alkoholtests af ham, hvoraf de begge var positive. Han blev derefter udelukket fra resten af løbet, og fik karantæne fra FIM-løb resten af sæsonen. Han kunne stadig køre i England og satte et par milepæle for amerikanske speedwaykørere samme sæson. Han blev den første amerikaner til at blive tildelt en testimonial for ti års tro tjeneste. Han blev også den første amerikaner til at vinde BLRC (British League Riders Championship) Således opløftet gik han 1990 sæsonen i møde, men 5 dage før han skulle være med i Overseas Final på Coventry-banen 24/6, der var næstsidste kval-løb inden vm-finalen, kom han til skade for sit svenske hold Rospiggarna, og røg på sygehuset. Der var ingen slem skade sket, men han var meget forslået, og fik derfor udleveret smertestillende medicin, som han tog inden han forlod Sverige. Han underrettede det den engelske promoter forbund, og umiddelbart var det ok, så han nåede desværre at tage lidt mere, inden der blev ringet tilbage derfra med en melding om, at det ikke var et godkendt præparat. Han tog derfor ikke mere og underrettede lægen på banen på løbsdagen, at han havde det i systemet. Han blev efterfølgende testet, og livet sin gang. Han havde kvalificeret sig til Intercontinental-finalen, der blev kørt på en fantastisk sommerdag 12/8 i Fjelsted, 49 dage efter doping-testen. Shawn vinder Intercontinental-finalen, ligesom han gjorde 1984 i Vojens, og er derfor klar til vm-finalen 1990, d.1/9 Her ender han i omkørsel med Per Jonsson fra Sverige, begge med 13 p., om vm-guldet. Denne omkørsel ender med sølvmedaljen til Shawn Moran, der 16 dage efter skal køre om verdensmesterskabet for hold i Pardubice, næsten 3 måneder efter dopingtesten, som han på det tidspunkt endnu ikke har hørt mere om. Denne gang kan han sammen med resten af det amerikanske landshold hænge guldmedaljen om halsen. Efter knap 4 måneder hører han endelig fra FIM, hvor han bliver kaldt i retten, der ender med at idømme ham 6 måneders karantæne. Hans sidste fulde sæson bliver i 1993, hvor vi jo også ser ham i Outrup-holdvesten. Det ender med at han endelig bliver engelsk mester med Belle Vue, hvor Frede Schøtt også er at finde på holdet. I 1994 skifter han tilbage til Sheffield, som er gået en række ned i Division 2. Han laver 11p i det som bliver hans 10. og sidste match, da han efterfølgende annoncerer “at han har mistet gnisten, og er blevet bange for at komme til skade” En engelsk promoter gav ham dette skudsmål: Meget rar fyr, der ofte “skød sig selv i foden” men kunne aldrig drømme om at skade andre. Han lever i dag et tilbagetrukket liv i Amerika og har det godt.

Hans Harald Nielsen

Hans Harald Nielsen Speedwaykommentator Introduceret til speedwaysporten som barn og har haft en kærlighed til sporten siden de tidlige 70’ere. Kort karriere som kører i 80’erne Holdleder i Randers, Superliga og 1. div. 1989-1995 Dommer 1994-96 Officiallicens siden 1981