Region Varde Elitesport & Outrup Speedway Club

Menu

Menu

ForsideRegion Varde ElitesportRidersTeam ManagersSpeedway LigaenBilletterOrganisationJFM Play Outrup Speedway ClubTræningstiderKalender Outrup Speedway ClubRiders oscHistorieVedtægter-OSCOSC BestyrelseSponsorerHovedsponsorerTeam No. 1 SponsorØvrige SponsorerJFM Play HovedsponsorerTeam No. 1 SponsorØvrige SponsorerBilletterJFM Play
Varde Elitesport
Foto:

Frede Schøtt dansk speedwaystjerne

Frede Schøtt – En markant dansk speedwaykører med både nationale og internationale resultater

Tekst Hans Harald

Frede Schøtt – En dansk speedwayprofil

Frede Schøtt, født 28. december 1970 i Kolding, Danmark.

Første gang jeg støder på navnet Frede Schøtt, er i DMU's nu hedengangne medlemsblad Motorbladet, august 1983. I en artikel om 10. juli-stævnet i Outrup nævnes den kun 12-årige Vojens-kører, der kun har kørt speedway i halvanden sæson, men allerede blander sig med de bedste: Ham skal vi nok komme til at høre mere til. Frede ender med at vinde løbet suverænt, bliver nummer 2 året efter og sejrer igen i 1985. Samme år stifter han for første gang bekendtskab med britisk speedway, da han den 30. oktober, sammen med tre andre mini-kørere fra Vojens, deltager i Ole Olsens afskedsløb på Coventry-banen.

De fleste af disse kørere inviteres også til det traditionsrige St. Bededagsløb 1984 på Løvelbanen, der var 420 meter lang. Her vinder Frede også. I disse år er han topscorer for holdet Delfinerne. I forbindelse med hans sejr nummer to ved 10. juli-stævnet i 1985 blev det bemærket: Det lader i det hele taget til, at Frede befinder sig godt på Outrup Speedway.

Hans sidste sæson på 80cc bliver 1986, hvor han er fast mand på det danske 80cc-landshold, både ude og hjemme mod ærkerivalerne fra Sverige. Han bliver nummer 3 til Jysk Mesterskab i Brovst og nummer 7 til DM-finalen i Skærbæk.

Starten på Fredes 500cc-karriere i 1987 sker på andetholdet i Vojens, der befinder sig i den nederste halvdel af 1. division. Her finder han sig indenfor top 10 på sætlisten. Ligaholdet sidder på jumbopladsen, men holdlederen får øje på Fredes kvaliteter, hvilket formentlig bidrager til, at de redder sig fra nedrykning på bekostning af Outrup. Dette betyder også, at han bliver udtaget til at repræsentere Vojens i det individuelle mesterskab for superliga-kørere, hvor han ender som nummer 10. I DM-B finalen (svarende til junior) slutter Frede på 5. pladsen med 9 point, selvom han styrter, men kommer op igen og ender sidst i sit sidste heat. Hans flotte debut-sæson på 500cc krones med udtagelse til to landskampe i Sverige med U21-landsholdet.

I 1988 er Frede fast del af U-21 bruttotruppen og tager med på træningsophold i Ungarn, hvilket var almindeligt dengang inden sæsonstart. Han er blandt de hurtigste, hvilket bliver afgørende for udtagelse til holdet og de to landskampe mod Polen tidligt på sæsonen. Hans deltagelse i U21-VM runderne, hvor han går videre fra dansk kvalifikation, bliver desværre bremset af en skade, han pådrager sig til det nordiske U21-mesterskab i Finland. Her bliver han trods alt nummer 3, selvom han har et beskadiget øje og får konstateret et brud på foden. Skaden koster ham blandt andet et par planlagte U21-landskampe.

I sæsonen 1989 skifter Frede til Fredericia, som begynder med et par landskampe i Polen samt individuelle løb også i Polen. På banen i Torun, hvor Frede vinder, beskrives han i rapporten: Når banen er tung og bumpet, beviste Frede, at han er herren i huset. Allerede 6. maj kører han VM U21-kvartfinale i det daværende Vesttyskland. Her bliver han treer og kvalificerer sig dermed til semifinalen i Pfaffenhofen, hvor han ender som nummer 2 med 14 point. Ifølge landstræneren Tage B. Nielsen var Frede en af de få, der kunne overhale på sandbanen. Han rykker også ind i top 20 på snitlisten i den stærkere og stærkere Superliga. VM U21-finalen vindes af Fredes klubkammerat fra Fredericia, Gert Handberg, mens Frede tager sig af 6. pladsen med 9 point. Måske kunne det være blevet til mere, hvis ikke han selvforskyldt styrtede i sit fjerde heat. Som plaster på såret bliver Frede dansk holdmester sammen med Fredericia i Superligaen, hvor han inden årets sidste match ligger som nummer 14 på snitlisten. Han opnår også en 6. plads i DM A-finalen på Slangerup.

Edinburgh Monarchs fra den britiske National League får øje på Frede og udstyrer ham med et britisk licens, da dette er et krav for deltagelse i anden række derovre. Det betyder, at han glider ud af Fredericias bruttotrup i 1990. Han gør det godt i Skotland og slutter i top 40 med et snit på 7,81. Det var en flot bedrift, da rækken dengang bestod af 17 hold med 7 mand pr. hold. Edinburgh slutter på en 13. plads.

I 1991 ændrer man reglerne for licenserne i Storbritannien, og Frede er tilbage på dansk licens. Med et næsten uændret snit hjælper han Edinburgh til en 4. plads denne sæson. Han får også debut i British League – på dette tidspunkt verdens stærkeste liga – da han kører tre matcher for Berwick. Han kører fire matcher for Fredericia i Superligaen og kvalificerer sig til årets VM U21-finale, hvor han ender på en 7. plads, blandt andet efter Brian Andersen, som vinder titlen.

Efter at have prøvet kræfter med British League ønsker Frede at fortsætte der i 1992 og forhandler med selveste Belle Vue Aces, en af verdens mest kendte klubber. Først vil de ikke imødekomme Fredes krav, men det ender med en plads på holdet, hvor han slutter sæsonen med et snit på 6,12. I 1993 stiller Frede for første gang op for Outrup Speedway Club, som dog rykker ud af Superligaen. Han er igen tilbage som gæstekører på Fredericia-holdet til de afgørende slutspilsmatcher, som de vinder. Belle Vue kæmper en tæt kamp mod Wolverhampton om mesterskabet og vinder i sidste match – dermed tager Frede sit første mesterskab på britisk jord.

Fredericia tager sølv i 1994 med Frede på holdet. Han scorer 13 point over to dage i den individuelle DM-finale, hvilket rækker til en 11. plads. Edinburgh inviterer ham til Scottish Open, hvor han ender på en 4. plads. Belle Vue formår ikke at genvinde mesterskabet, men slutter som nummer 11.

Outrup vender tilbage til Superligaen i 1995, hvor de ender på 4. pladsen, mens Frede slutter som nummer 22 på topscorerlisten. Han kvalificerer sig til DM-finalen, men må melde afbud på grund af en skade. I England hæver han sit snit med næsten 2 point og kvalificerer sig til British League Riders Championship, men ender desværre som nummer 21 ud af 24 kørere. Belle Vue ender på 8. pladsen og taber Knock Out Cup-finalen til Bradford. Her er han desværre involveret i et grimt styrt, men slipper heldigvis med såret stolthed.

Fredes danske sæson i 1996 blev blandet. Han kører en flot DM-finale, blev samlet treer på første dagen i Holstebro med 12 point, mens det kun blev til 7 point næste dag i Fjelsted, hvilket rakte til en samlet 7. plads. Outrup ender igen på 4. pladsen, og Fredes bidrag på ni matcher giver et snit på 5,85. Sæsonstarten i Storbritannien var imponerende, da Frede blev aftenens store oplevelse i hjemme-matchen mod Jan Stæchmanns Hull Vikings med 14+1 point. Belle Vue sluttes sæson på 6. pladsen, og Frede går 0,5 point ned i snit fra året før. En ny Elite League med kun ti hold og nye snitregler i britisk speedway gør det svært for Frede i 1997, så han må fokusere på sæsonen i Danmark, hvor han bliver nummer 8 ved DM-finalen i Holsted og kvalificerer sig til Nordisk Mesterskab i Finland, hvor han, trods materielle problemer, opnår en 7. plads. Det giver startplads i Intercontinental Finalen i Sverige, hvor de to bedste får plads i 1998 Grand Prix, mens plads 3-8 giver adgang til SGP Challenge i Østrig. Frede slutter som nummer 12. Han tager dog en 2. plads i Tjæreborg Super Cup-finalen for sin uimodståelige kørsel i banens yderste spor. Outrup tager bronce, og Frede ender som nummer 16 på den danske snitliste med 7,03 i snit for 16 matcher.

Outrup Speedway Clubs 25-års jubilæum i 1998 fejres med afvikling af årets DM-A finale. Den bliver vundet af Brian Karger med 14 point, mens fem mand ender på 4-8. pladsen med 9 point. Her ender Frede som nummer 8. En ny turnering, Pokal Cup, indføres dette år for de fire bedste hold fra Superligaen, som 2-holdsmatcher – velkendt i England og Sverige, men nyt i Danmark. Outrup vinder først hjemme mod Holstebro og slår derefter Holsted i finalen. Frede bidrager stort, især med sin erfaring fra England. Finalen vindes efter sejre både ude og hjemme. I Superligaen bliver OSC nummer fire, mens Frede sætter kronen på værket, da han tager til sin gamle hjemmebane i Edinburgh og vinder Scottish Open.

Året efter går det knap så godt. Frede opnår en 3. plads i det ordinære løb, men mister finalepladsen i kval.heatet. Samme skæbne får han ved Tjæreborg Super Cup, hvor en samlet 3. plads kvalificerer ham til et kval.heat til Superfinalen, hvor han desværre bliver udelukket. Dette stævne var samtidig afskedsløb for den store speedway-legende og lokalhelt Aksel Jepsen, som efter 23 sæsoner lægger hjelmen på hylden. Begge kan dog glæde sig over en næsten suveræn DM-titel for hold, da Outrup for kun anden gang i klubbens historie kalder sig danske mestre 1999. Frede ender på 13. pladsen med et snit på 8,14.

Forsvaret af DM-titlen bliver et antiklimaks for Outrup og Frede i 2000 – de må nøjes med 4. pladsen i Superligaen, hvor Brovst bliver de første Danmarksmestre i det nye årtusinde. Frede slutter som nummer 22 på ligaens rangliste med et snit på 6,00. Ved årets DM-A finale på hjemmebanen bliver det til 9 point og en 8. plads, samt en 5. plads ved Tjæreborg Super Cup.

Da et par klubber forlader ligaen, er der kun fem hold tilmeldt Superligaen i 2001. Driftige folk, anført af Outrup-kæmpen Kjeld Lund, får sammen med svenske og tyske partnere stablet en ny og spændende Danish Open Speedway League (DOSL) på benene. Her deltager de fem Superliga-hold, svenske Kaparna fra Göteborg og et tysk hold fra Güstrow. Løbet køres som 3-holdsmatcher, med to kørere fra hvert hold. Outrup kvalificerer sig sammen med Holsted og Brovst til de tre afgørende finalerunder. Anført af Aksel Jepsen vinder Outrup samtlige tre finalerunder og ender som de første – og skulle det vise sig også de sidste – DOSL-mestre. Trods god opbakning på banerne og mange DK4-seere kan man ikke få økonomien til at hænge sammen, og ligaen lukker efter blot én sæson.

Der blev også kørt en ren DM-finale mellem de fem hold, som Holsted vinder foran Outrup, med en stærkt kørende Frede Schøtt, der laver 14 point. Han hjælper også Outrups 2. divisionshold til sølvmedalje med fire matcher for dem.

Knapt er nytårsraketterne faldet, før det i årets første Motorbladet kan læses, at hvad de færreste havde troet, var blevet til virkelighed – Frede vender tilbage til Edinburgh Monarchs til 2002-sæsonen. Det britiske motorsportmedie Crash.net skrev: ..Edinburgh byder en af deres mest populære kørere nogensinde velkommen tilbage efter 10 års fravær. Frede selv udtalte: Jeg troede, at jeg skulle stoppe karrieren, men promotoren derovre fik mig på andre tanker. Jeg tager det selvfølgelig seriøst og er endda begyndt at gå til fitness. Det gav resultater, da Frede ender med et flot snit på 8,2, og holdet ender som nummer 9. Det viser sig også i den danske liga, hvor Outrup slutter med bronze, og Frede bliver nummer 7 på listen over de mest fremgangsrige kørere i ligaen. Han kører syv matcher og ender på 8. pladsen over kørere med mindst fire matcher. Superligamæssigt bliver 2003 et magert år; Outrup slutter på 4. pladsen i ligaen, hvor Frede kun deltager, når pligterne i Edinburgh ikke kalder. Det gør de blandt andet i den danske Super-Cup finale, hvor det ligeledes bliver til en 4. plads. Bedre går det dog i den britiske Premier League, hvor Frede og Edinburgh Monarchs vinder mesterskabet, og Frede bliver topscorer i rækken.

Da bruttotrupperne til den danske Speedway-Liga 2004 offentliggøres, er Fredes navn ikke at finde. Dog får han hurtigt kørt en match for Fredericia, men vender kort efter tilbage til Outrup for et par matcher. I Edinburgh er der dog fuld spilletid, og det udløser et flot snit på 9,53, selvom klubben bliver nummer 12 i ligaen. Op mod jul kommer nyheden om, at Frede har valgt at vende hjem. Dermed kan boet gøres op for fem sæsoner i Edinburgh:

  • 133 matcher
  • 639 heats
  • 1337 point
  • 63 bonuspoint
  • Samlet snit: 8,76

Frede havde tilsyneladende også sat punktum på den hjemlige speedwayscene. Mange af os ville gerne have takket ham for oplevelserne – men det sidste vrid i gashåndtaget var alligevel ikke givet endnu.

Vi spoler frem til 2013, hvor Outrup overrasker ved at sætte den 42-årige Frede i holdopstillingen til hjemmematchen mod Holsted. Desværre bliver det ikke til point for ham, og holdet taber. Lige så stor er overraskelsen og glæden, da hans tidligere holdkammerat i Edinburgh, Derek Sneddon, halvanden uge senere afholder sin testimonial og får Frede til at stille op. I matchrapporten står der: Selvom han ikke har kørt konkurrence i mange år, gik han ind i første sving for fuld skrue, og til sidst i løbet så han meget konkurrencedygtig ud.

I dag driver Frede en stor cykelforretning i Haderslev, som han har haft i mange år.

 

Lørdag 8 Nov 2025 - Ole Frank Jessen
Vist: 683 gange