Region Varde Elitesport & Outrup Speedway Club

Menu

Menu

ForsideRegion Varde ElitesportRidersTeam ManagersSpeedway LigaenBilletterOrganisationJFM Play Outrup Speedway ClubTræningstiderKalender Outrup Speedway ClubRiders oscHistorieVedtægter-OSCOSC BestyrelseSponsorerHovedsponsorerTeam No. 1 SponsorØvrige SponsorerJFM Play HovedsponsorerTeam No. 1 SponsorØvrige SponsorerBilletterJFM Play
Varde Elitesport
Foto:

Blåbjergdrengenes storhedstid i speedway

Fra barndomsdrøm til guldfest: En fortælling om fart, venskab og lokale helte på jordbanen

Tekst Hans Harald

Blåbjergdrengene 1977-1985

Som ung dreng gik min drøm i opfyldelse, da jeg endelig fik mulighed for at blive speedwaykører. Efter utallige jordbaneløb (både biler og speedway) rundt om i Danmark, Sct. Hans-stævner på Fladbro og 1. divisionsmatcher i Randers, hvor Piraterne fra Aarhus ofte afviklede løb på vores bane i 70’erne, fik jeg medlemskab af Randers Motor Sport. Dermed fik jeg også adgang til Motorbladet, Dansk Motor Unions medlemsblad.

Gennem mine besøg på Fladbro og læsning af Motorbladet fik jeg større kendskab til det danske speedway-landskab, især syd for Randers. Her blev Outrup, Vikingerne (ikke det svenske danseband), Fredericia og Holsted ofte nævnt. Jeg fulgte spændt med og drømte om engang at besøge mekkaet i Vojens.

Jens og Kjeld Lund fra Outrup havde endnu større ambitioner. Efter mange ture til Korskrobanen, cirka 40 km syd for Outrup, med deres far og kammerater, gik de efter at få deres egen bane. Projektet lykkedes, og de fik tildelt et areal ved Blåbjerg Klitplantage, hvor Outrup Motorsport tidligere var aktive 10-15 år før. Outrup Speedway Club (OSC) blev stiftet i november 1973, og banen blev indviet i 1976.

I årene op til banens åbning kørte nogle af Outrup-drengene for andre hold. Bent Juul Larsen samt Ole og Gunnar Hansen kørte for Holsteds andethold, Panthers, hvor de også besatte de tre øverste pladser på 3. divisions Top 10. Efterfølgende dannede de sammen med Kjeld Lund, Ove Jeppesen og holdleder Egon Hartvig, det første Blåbjergdrengene-hold, som havde debut i Danmarksturneringens 3. division i 1977. Holdet sikrede sig oprykning til 2. division i første forsøg.

Triumfen fortsatte i 1978, hvor de blev nr. 2 i 2. division, hvilket betød endnu en oprykning – denne gang til 1. division. Samme år var der så mange 500 cc-kørere i klubben, at man stiftede et ekstra hold, Vestjyderne.

Debutsæsonen i 1. division 1979 endte med en flot 5. plads ud af 16 hold og 21 matchpoint. Kun to matchpoint adskilte dem fra bronzemedaljen, som gik til Vikingerne fra Esbjerg.

Stor var min glæde, da vi i 1980 på Fladbro afholdt årets DM-Junior-finale. Jeg så mange af profilerne fra landets mest omtalte klubber. Til min ærgrelse sluttede vores lokale matador Peter Ravn på en 6. plads, da han udgik fra sit første heat. Til gengæld så jeg Vestjydernes Ulf Schack tage bronzemedaljen, mens Jan Jespersen fra Blåbjergdrengene blev nummer 16. Ved DM-Senior-finalen på Fjelsted samme år var Bent Juul blandt blot fire hjemlige kørere – resten kørte til dagligt i England. Bent fik dog ingen point og sluttede som nr. 16. Blåbjergdrengene klarede sig til gengæld flot med en samlet 3. plads i deres kun anden sæson i 1. division, blot 27 heatpoints efter Holsted Tigers, som tog sølvet. Bent Juul sluttede som nr. 8 på årets Top 20 med et snit på 9,05 – Gunnar Hansen blev nr. 15 med snittet 8,21. Ulf Schack tog 3. pladsen på Top 20 for 2. division, hvor holdet endte nr. 9. På hjemmebanen i Outrup sluttede Bent Juul også på 8. pladsen til årets 1. Divisions Mesterskab.

Kvalifikationen til Europamesterskabet for de danske U21-kørere i 1981 på Korskroen blev desværre endestationen for Jan Jespersen, Ulf Schack, Michael Riber og Bent Juul. Blåbjergdrengene måtte i år tage til takke med 5. pladsen i Danmarksturneringen – blot ét matchpoint fra 3. pladsen. Holdet vandt 2 ud af 3 hjemmematcher og klarede sig godt på årets Top 20, hvor Jan Jespersen blev nr. 7, Bent Juul nr. 9 og Michael Riber nr. 20.

Årets 1. og 2. Divisions Mesterskab blev igen afholdt i Outrup. Hjemmeholdets Bent Juul blev nr. 2. Michael Jensen fra Vestjyderne tog også 2. pladsen, lige efter den senere verdensmester, Jan O. Pedersen, der fik sin store aften på Ullevi Stadion i 1991.

En kold sommeraften 13. juni 1982 afviklede OSC en U23-landskamp mod Sverige under vanskelige vejrforhold. Jan Jespersen var blandt dem, der sikrede en sikker dansk sejr på 62-46 foran 1000 tilskuere. 10 dage senere deltog Gunnar Hansen i årets DM A-finale på langbane, men måtte tage til takke med 3 point og en 16. plads. Jan Jespersen kørte som nr. 11 med 6 point i DM Junior Mesterskabet i Brovst, mens Michael Riber, som reserve, kørte 3 heats og scorede 5 point.

I Danmarksturneringen blev det til endnu en bronzemedalje, og Michael Riber tog 7. pladsen i årets 1. Divisions Mesterskab på Uhrebanen. Per Lyhne fra Vestjyderne fik sølv i 2. Division.

Jeg havde mødt Per Lyhne et par år forinden, da vi sammen besøgte vores svenske venskabsklub Kumla. Stor var min overraskelse, da han omkring ti år senere dukkede op på Fladbro som teamleder for de unge svenske speedwaykørere.

En nyhed i 1982 sæsonen var Landspokalturneringen, som blev introduceret eksperimentelt med deltagelse af 24 hold fra 1. og 2. division – og som 4-holdsmatcher. Blåbjergdrengene gik videre fra første runde på Fladbro sammen med Hanerne fra Brovst og igen i anden runde hjemme, hvor de blev nr. 2 efter Fæstningsdrengene fra Fredericia. Tredje runde blev igen kørt i Outrup, og her gik de til finalen sammen med Vikingerne. Finalen på neutral grund blev afholdt på Fladbro efter vores Laksene ikke kom videre. Vikingerne vandt med 32 point, efterfulgt af Leoparderne fra Fjelsted med 29, Uldjyderne fra Herning med 24, mens Blåbjergdrengene måtte tage til takke med 22 point og en 4. plads.

Sæsonen blev for nogle kørere forlænget til begyndelsen af december, hvor Outrup afholdte speedway på isen i Esbjerg Skøjtehal. Arrangementet trak 1500 tilskuere over to dage, hvor løbene blev afsluttet med “Second Half” efter engelsk forbillede: to kval. heats og en finale. Gunnar Hansen kom i lørdagens finale og blev nr. 3, mens Bent Juul ikke gik videre om søndagen.

Sports Motorklubben Odin fra Odense arrangerede tilsvarende løb for at starte 1983-sæsonen. Bent Juul kørte her og scorede 3 point i holdmatchen og sluttede nr. 9 med 5 point individuelt dagen efter. Til DM-finalen på Selskov Stadion ved Hillerød blev Bent nr. 15, mens Gunnar Hansen blev nr. 12 i DM A Langbane finale.

I årets Landspokalturnering blev Blåbjergdrengene desværre slået ud i 1. kvalifikationsrunde på Fjelsted. I Danmarksturneringen opnåede de en 4. plads med 23 matchpoint. Frustrerende nok blev de danske mestre, Kulsvierne fra Slangerup, kåret med 26 matchpoint, altså kun tre mere end Outrup, og ovenikøbet med færre heat point. Tre fra holdet var på årets Top 20: Jan Jespersen nr. 9, Bent Juul nr. 12 og Michael Riber nr. 19. Riber var udnævnt som forhåndsfavorit til guldet i DM U21-finalen på Fredericia Stadion, men styrtede i svinget og brækkede kravebenet. Lokalkonkurrenten fra Vikingerne, Aksel Jepsen, tog sig i stedet af titlen med maksimumpoint.

DMU besluttede i 1984 at ændre Landspokalturneringen til 2-holdsmatcher. En endnu større nyhed for Outrup var, at holdets stærke profil, Bent Juul Larsen, valgte at stoppe efter 1977-sæsonen, hvor han havde kørt alle matcher siden holdets start.

Sæsonstarten i Danmarksturneringen blev skuffende, efter tre matcher havde man kun samlet fem matchpoint. Uheldene fortsatte, idet kaptajn Gunnar Hansen brækkede lårbenet i årets anden match og var ude resten af sæsonen. Michael Ribers kraveben var dog helet, og han lå tidligt nr. 3 på Top 20 med et snit på 10,66, mens Jan Jespersen indtog 17. pladsen og nåede med U23-landsholdet til Polen, hvor de kørte to matcher mod værterne. Kjeld Lund var holdleder og fik en forsmag på sin fremtidige rolle som landsholdschef.

Landspokalturneringen bød igen på et tidligere exit med nederlag til Laksene på Fladbro. I turneringen endte Blåbjergdrengene på 10. pladsen og måtte endda melde afbud til næstsidste match på Ørnedalsbanen i Sæby efter en aflysning. Spørgsmålet om tabet af Bent Juul var mere afgørende end håbet, står stadig ubesvaret den dag i dag på Varde Motor Arena.

DM U21-finalen blev henlagt til Outrup, men måtte i første omgang aflyses grundet dårligt vejr. En heroisk indsats fra klubbens frivillige fik dog banen klar en uge senere. Michael Riber var blandt favoritterne, mens Jan Jespersen var outsider. Begge var så tæt på hinanden, at de kolliderede i første heat, men kom med i omstarten. Riber styrtede senere og sluttede på 4. pladsen, mens Jespersen tog bronzen – kun et point efter de to Fjelsted-drenge, som måtte ud i omkørsel om guldet.

Op til 1985-sæsonen satsede klubben på at samle et stærkt hold for at sikre overlevelse i 1. division. De otte bedste hold blev nemlig kvalificeret til nyskabelsen, Superligaen, som blev lanceret i 1986. Derfor hentede man tre stjerner fra lokalrivalerne Vikingerne: Flemming Pedersen, Jens Peter “Maler” Nielsen og Jens Michael Andersen, som tidligere havde kørt for Blåbjergdrengene. Holdleder Bent Juul og assistenten Gunnar Hansen var begge klar til at træde til ved behov.

Kjeld Lund så i Motorbladet Blåbjergdrengene som favoritter til mesterskabet, og holdet levede op til forventningerne. De var ubesejrede efter otte matcher, og Flemming Pedersen toppede snitlisten med 11,20 point. Til de sidste matcher blev Søren Seested indskiftet, og sammen fik de hængt den længe ventede guldmedalje om halsen: danske mestre 1985 med 29 ud af 30 mulige matchpoint. Festen blev formentlig holdt på Bodega Oasen, der havde udvidet åbningstiden denne dag.

Oasen var et vigtigt samlingspunkt for klubben allerede fra banens spæde start. Medlemmerne nød at komme her efter en kold dag på banen til kaffe og kakao – ifølge Jens Lund. Når fodboldklubben kom forbi, blev der dog nok også skålet i andet end kaffe. Sloganet var ”Støt vore sponsorer, de støtter os”, og Oasen betragtes som klubbens første hovedsponsor.

Hvor blev de af?
  • Kjeld Lund: Fortsatte sin involvering i speedwaysporten som skribent for Motorbladet. Han var senere dansk landstræner og stod bag Danish Open Speedway League. Lund gik bort i marts 2006.
  • Bent Juul Larsen: Tidligere storkører fra Esbjerg, gik på speedwaypension efter 2024-sæsonen. Han har været holdleder og organiseret flere guldmedaljer for OSC/Region Varde Elitesport.
  • Ove Jeppesen: Har kørt lastbil og haft minkfarm sammen med Bent Juul.
  • Ole Hansen: Har arbejdet i Danmarks Motor Union og blev hædret for sin indsats og 50 års medlemskab af OSC i 2023.
  • Gunnar Hansen: Havde virksomhed med opretning og reparation af motorcykelstel, bor i Esbjerg.
  • Michael Riber: Bor i Esbjerg, arbejder som vicevært.
  • Jan Jespersen: Bor også i Esbjerg – nuværende beskæftigelse ukendt.
  • Jens Michael Andersen: Bor i Outrup, tidligere mekaniker og nu official og dommer ved speedway.
  • Søren Seested: Ved vi ikke meget om, men han skal bo i Rousthøje.
  • Jens Peter Maler Nielsen: Kendt for sin karriere i Tyskland og for at vinde DM-guld med Outrup. Han døde desværre i 2017.
  • Jens Lund: Modtog hædersbevisning for 50 års medlemskab af OSC. Har drevet KLSupport sammen med sønnen Kristian og bor i Outrup med sin kone Ellen.

En stor tak til Jens Lund for at bidrage med oplysninger om, hvad der blev af de gamle Blåbjergdrenge.

 




Fredag 28 Nov 2025 - Ole Frank Jessen
Vist: 981 gange