RVE holder kursen mod efteråret
Region Varde Elitesport holder sommerpause med skadesudfordringer, unge lyspunkter og tro på sæsonafslutningen.
Sommerhilsen fra Region Varde Elitesport
Så er det tid til en velfortjent sommerpause i SpeedwayLigaen.
Når vi ser tilbage på første del af 2026-sæsonen, er det med stor taknemmelighed og med troen på, at det bedste stadig venter.
Sæsonen har budt på både medgang og modgang. Vi har været hårdt ramt af skader til profiler som Fredrik Lindgren, Dan Bewley, Villads Pedersen og senest Bartosz Banbor. Samtidig glæder det os, at Fredrik og Villads nu er på vej tilbage, mens vi fortsat sender de varmeste tanker til Dan og Bartosz og ønsker dem en god og stærk genoptræning.
Der har heldigvis også været mange lyspunkter. Nicolai Heiselberg og Beau Bailey kvalificerede sig begge til årets SGP2-serie og er nu blandt verdens 16 bedste U21-kørere. Nicolai leverede desuden en flot indsats ved sin første DM-finale for seniorer.
Selvom sæsonen ikke har udviklet sig helt, som vi havde håbet, er der fortsat masser at kæmpe for. De afgørende kampe mangler endnu, og vi tror fortsat på, at holdet kan flytte sig i den sidste del af sæsonen.
En stor tak skal lyde til vores fans, frivillige, sponsorer, samarbejdspartnere, følgere og alle klubbens venner. Jeres opbakning betyder alverden og giver truppen ekstra energi, både i medgang og modgang.
SpeedwayLigaen genoptages for RVE's vedkommende onsdag den 29. juli på udebane mod Nordjysk Elite Speedway, inden vi onsdag den 5. august igen byder velkommen på Varde Motor Arena, når Fjelsted Speedway Klub kommer på besøg.
Rigtig god sommer. Vi glæder os til at se jer alle igen!

