Solrig speedwayaften ender med nederlag
Region Varde Elitesport kæmpede hårdt foran næsten 1.600 engagerede tilskuere på hjemmebane
Region Varde Elitesport i første hjemmematch på Varde Motor Arena
Solskin, god stemning og læring trods nederlag til Slangerup
Onsdag aften bød Region Varde Elitesport velkommen til sæsonens første hjemmematch i Speedwayligaen 2025, da Slangerup Speedway Klub gæstede Varde Motor Arena. Det var RVEs anden match i sæsonen – den første blev kørt på udebane mod Esbjerg Vikings på Granly Speedway Arena.
Aftenens match begyndte kl. 19.00, og i det gode vejr med blå himmel, let vind og høj sol strømmede 1.590 tilskuere til arenaen. Heraf var 440 i Tinghøj Service Udlejnings VIP-telt, 100 i Købmand Hansen & Næsbjerghus Pavillonen og 30 spisende gæster i en fyldt SuperBrugsen Sky-lounge.
Matchen fik en dramatisk start, da Vadim Tarasenko var involveret i et uheld i første heat. RVE forsøgte sig taktisk i både heat 4 og 10, hvor henholdsvis Tarasenko og Chugunov blev sat ind som reserver i stedet for Nicolai Heiselberg. Alligevel trak Slangerup fra og tog sejren med et klart resultat.
Pointfordeling blandt RVEs kørere:
- Gleb Chugunov: 12+2
- Nicolai Klindt: 7
- Tim Sørensen: 7
- Vadim Tarasenko: 5
- Nicolai Heiselberg: 2+1
Slutresultat:
- Region Varde Elitesport: 33
- Slangerup Speedway Klub: 51
Holdleder Morten Svendsen udtalte ærligt efter matchen:
Baneforholdene gjorde det svært for os, men det er jo lige for alle. Vi var virkelig dårlige, for at være helt ærlig.
Pressechef Daniel Sørensen tilføjer:
“Selvom vi ikke fik det resultat, vi havde håbet på, var det en aften fyldt med smil, solskin og fællesskab – præcis som speedway skal være. Vi var næsten 1.600 mennesker samlet om vores fælles passion, og det skaber noget helt særligt. Jeg er overbevist om, at både Morten og kørerne tager vigtige erfaringer med sig, når vi i næste uge gæster Sønderjylland Elite Speedway på Vojens Speedway Center.
Resultatet ændrer ikke på troen – hverken hos os eller hos vores fans. For os vestjyder skal der mere til at slå os ud, og jeg er sikker på, vi kommer tilbage stærkere og mere sultne.”